Udgivet 18. december 2024
Mitdlarak Lennert træder tilbage som formand for Grønlands Forskningsråd efter at være blevet udpeget som formand for Grønlands Uddannelsesråd. Udnævnelsen markerer en milepæl i hendes karriere, hvor hun nu får mulighed for at videreføre sit mangeårige engagement i uddannelsesområdet på nationalt niveau.
“Det har været en ære at lede Grønlands Forskningsråd, og jeg er taknemmelig for samarbejdet med rådets medlemmer og forskningsmiljøet i Grønland. Jeg ser frem til at påtage mig opgaven som formand for Grønlands Uddannelsesråd og bidrage til udviklingen af uddannelsespolitikker og nye løsninger, der kan sikre Grønlands uddannelsesmæssige behov”, udtaler Mitdlarak Lennert.
Som forsker har Mitdlarak Lennert specialiseret sig i forvaltnings- og evalueringsmetoder i uddannelsessystemer. Hendes forskning har spillet en central rolle i diskussioner om forvaltningen af den grønlandske folkeskole samt reformprocesser inden for uddannelsesområdet. I forbindelse med sit ph.d.-projekt satte hun netop fokus på behovet for et uafhængigt uddannelsesråd – en anbefaling, der nu bliver virkelighed, og som hun selv får mulighed for at implementere i praksis.
Mitdlarak Lennert har siden februar 2024 været formand for Grønlands Forskningsråd.
Lorenz Meire, næstformand for Grønlands Forskningsråd, vil træde ind som fungerende formand, indtil Naalakkersuisut udpeger en ny formand.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Maliina Jensen, rådssekretær, e-mail: maje@nis.gl, tlf.: +299 361200.