Grønlands Forskningsråd – Nunatsinni Ilisimatusarnermik Siunnersuisoqatigiit – og det færøske forskningsråd – Granskingarráðið – har underskrevet en aftale om samarbejde.
Udgivet 29. juni 2023
Formålet med aftalen (MoU) er at styrke samarbejdet mellem forsknings- og innovationsmiljøerne i Grønland og på Færøerne.
Grønland og Færøerne har fælles interesser og møder lignende udfordringer som små samfund i fjerntliggende områder. Antallet af forskere inden for hvert felt er begrænset, og meget afhænger af den enkelte forsker.
Landene har gensidige interesser, for eksempel inden for hav, klima, miljø, sundhed, kultur, turisme, forskningsinfrastruktur og andre forhold relateret til den arktiske region.
I de senere år er der sket en udvikling i de bilaterale forbindelser mellem Grønland og Færøerne, fx gennem Vestnordisk Råd.
Gennem fælles deltagelse i Forum for Arktisk Forskning – FAF – og Havforskning i Nordatlanten-programmet – MARiNAO – er der gennem de seneste år etableret nye forbindelser og samarbejder mellem de to forskningsmiljøer.
Desuden er begge lande involveret i internationalt samarbejde og initiativer som Ocean Decade, der kan bruges som platform for fælles initiativer med fokus på havets betydning for de to lande.
Samarbejdsaftalen søger at identificere synergier mellem de to landes forsknings- og innovationsaktiviteter og skabe muligheder for fælles finansiering af aktiviteter og projekter, der fremmer bilateralt videnskabeligt samarbejde, herunder mobilitetsprogrammer, workshops og seminarer.
Aftalen søger også at styrke indsamling og brug af statistiske data om forskning og innovation og at fremme andet videnskabeligt og organisatorisk samarbejde i europæiske og nordiske projekter.
Yderligere oplysninger:
Sekretær Maliina Jensen, Grønlands Forskningsråd, tlf. 361200/222090, mail: maje@nis.gl
Josephine Nymand, Formand for Grønlands Forskningsråd, tlf. 361234, mail: jony@natur.gl