Qilakitsormiut – forskning og opfattelse af historiske menneskelevn i Grønland belyst gennem studiet og formidlingen af de mumificerede mennesker fra Qilakitsoq

Qilakitsormiut – forskning og opfattelse af historiske menneskelevn i Grønland belyst gennem studiet og formidlingen af de mumificerede mennesker fra Qilakitsoq

Ph.d.-studerende: Sara Næss Elleskov, Ilisimatusarfik, Institut for Kultur, Sprog & Historie
Bevilget beløb: DKK 2.225.103

Projektbeskrivelse:

Dette projekt dykker ned i det grønlandske syn på forskningen af historiske menneskerester i Grønland, ved at udforske forskningen og formidlingen af de otte mumificerede mennesker fra bopladsen Qilakitsoq ved Uummannaq. Disse mennesker, har givet os et unikt indblik i livet, døden og de kulturelle skikke blandt den førkoloniale Inuit-befolkning. Men hvordan påvirker denne forskning nutidens Inuit? Og hvordan ser moderne grønlandske samfund på disse forfædre, som er kommet tættere på gennem videnskaben? Historisk set har vestlige forskere sat dagsordenen for forskningen af disse menneskerester – men hvordan ser grønlænderne selv på disse undersøgelser af deres forfædre?

For at dykke ned i dette, vil jeg anvende kvalitative tilgange for at undersøge og diskutere forskningen og formidlingen af de mumificerede mennesker fra Qilakitsoq, samt inkludere lokale grønlandske perspektiver gennem oprindelig viden. Denne viden vil blive indsamlet gennem kvalitative forskningsinterviews, som har til mål at fange nuancerede beskrivelser af interviewpersonerns verdenssyn. Formålet er at engagere og inkludere lokalsamfundet, således at stemmerne fra dem, der har direkte tilknytning til de mumificerede mennesker i Qilakitsoq bliver hørt. Dette vil blive gennemført gennem flere forskningsophold i byen nærmest bopladsen, Uummannaq, med formål at udføre interviews og arrangementer for lokalbefolkningen hos Uummannaq lokalmuseum og byens øvrige institutioner.

Inspireret af tidligere de-koloniale kritikker anvender dette projekt en dekolonial tilgang, som undersøger og udfordrer hvordan Inuit-historier og kultur er blevet studeret igennem menneskerester af grønlandsk Inuit i biologisk antropologisk og arkæologisk forskning. Dette projekt fokuserer på at fremhæve oprindelige stemmer og sikre, at lokalsamfundet har handlekraft i projektet. Dette vil blandt andet blive iværksat igennem kontinuerlig refleksion over mine egne forudindtagelser og magtdynamikker i arbejdet med lokalsamfundet, med målet om at skabe en retfærdig og inkluderende forskningspraksis.

For at skabe en grundig forståelse af tidligere og nutidig forskning vil projektet omfatte studier af arkivmateriale som rapporter, publikationer, medier og udstillinger. Herudover vil jeg organisere en workshop på Grønlands Nationalmuseum med lokale forskere, som anvender viden fra de mumificerede mennesker i deres forskning og traditionelle praksis, for at aktivere diskussioner og tilgå perspektiver på forskningen af historiske menneskerester af Inuit i Grønland indenfor det grønlandske forskningsmiljø. Ved at undersøge samspillet mellem forskningspraktsis og -resultater, samt nutidens Inuit-perspektiver, sigter projektet mod at klarlægge, hvordan dette påvirker den kulturelle og historiske forståelse af Inuit i Grønland, samt magtforholdene i denne sammenhæng. Projektets ultimative mål er at iværksætte en nødvendig debat om forskningens rolle og indflydelse i Grønland, baseret på en dyb forståelse af det lokale nutidige grønlandske verdenssyn og kultur, som har dybe historiske rødder.

År:
Kategori:
PhD
Scroll to Top