MeatBorn: Parasitter i kød fra rensdyr og moskusokser
Postdoc: Mathilde Le Moullec, Pinngortitaleriffik – Grønlands Naturinstitut
Bevilget beløb: DKK 100.000
Projektbeskrivelse:
Mange fangere i Grønland oplever i stigende grad parasitter i kød fra rensdyr og moskusokser. Det skaber bekymring, fordi disse dyr er en vigtig del af både kost, kultur og indkomst.
Projektet undersøger, hvilke parasitter der findes i kødet fra rensdyr og moskusokser i Vestgrønland. Ved at identificere parasitterne kan forskerne bedre forstå, hvordan de spredes, og om de kan udgøre en risiko for mennesker og dyr.
Samtidig arbejder projektet tæt sammen med fangere, myndigheder og forskere for at udvikle en fremtidig overvågning af sygdomme i Grønlands natur. Fangere bidrager allerede med prøver og viden fra deres observationer i felten.
Projektet vil også formidle viden til offentligheden gennem informationsmateriale, undervisning og oplæg, så både fangere og borgere bliver bedre rustet til at håndtere og forstå parasitter i vildtkød.
På sigt skal projektet bidrage til øget fødevaresikkerhed og en bæredygtig udnyttelse af Grønlands naturressourcer.
