Aaffaq – Sporene efter fortidens rensdyrjagter
Ph.D. studerende: Angutinnguaq Olsen, Ilisimatusarfik, Instituttet for Kultur, Sprog og Historie
Bevilget beløb: DKK 2.268.000
Projektets beskrivelse:
Ph.d.-projektet Aaffaq handler om nogle af de mest fascinerende spor fra fortidens jægersamfund i Arktis: de store stensatte anlæg, som blev brugt til fællesjagter på rensdyr. I Grønland og Arktisk Canada kan man stadig finde vardesystemer, der strækker sig over flere kilometer, og stengærder på hundrede meter. Disse konstruktioner fortæller om en tid, hvor samarbejde, planlægning og viden om naturen var helt afgørende for overlevelse.
Selvom anlæggene er synlige i landskabet, ved man endnu ikke præcist, hvem der byggede dem, eller hvornår de blev taget i brug. Var det de tidligste bosættere i Grønland, eller senere Inuit-samfund? For at finde svar kombinerer projektet arkæologiske undersøgelser, analyser af rensdyrknogler, naturvidenskabelige dateringer og grønlandske mundtlige fortællinger.
Projektet bygger på flere teoretiske perspektiver, der hjælper os med at forstå både menneskers og dyrs adfærd. Subsistensøkonomi sætter fokus på forholdet mellem jagt og miljø – fællesjagter fungerede især, når rensdyrbestanden var høj. Etologi, læren om dyreadfærd, forklarer hvorfor anlæggene ofte ligger ved kendte vandringsruter, hvor rensdyrene kunne drives ind i fælderne. Med mobilitetsteori kan man se, hvordan mennesker bevægede sig mellem kyst og indland for at udnytte ressourcerne bedst muligt. Samtidig giver analyser af redskaber og byggeskik indblik i den teknologiske udvikling og variationer mellem forskellige samfund.
Som aktiv jæger har projektets forfatter oplevet, hvordan disse anlæg stadig genkendes af fangere i dag – men deres historie er sjældent en del af vores bevidsthed. Netop derfor handler Aaffaq ikke kun om arkæologi, men også om kulturarv og identitet. Når man forstår, hvordan tidligere generationer organiserede sig, samarbejdede og tilpassede sig store forandringer, kan man også bedre forstå os selv i dag.
Resultaterne af projektet vil give os en ny tidslinje for rensdyrjagtens udvikling i Grønland og Arktisk Canada. Samtidig peger de på noget mere tidløst: at fællesskab, viden og innovation altid har været centrale ressourcer i Arktis. I en tid, hvor Grønland står over for klimaforandringer og sociale omstillinger, kan fortidens erfaringer give inspiration til, hvordan man møder fremtidens udfordringer.
Aaffaq er derfor både et arkæologisk studie og en fortælling om menneskelig tilpasning. Det bygger bro mellem fortidens levn og nutidens behov for indsigt i samarbejde, bæredygtighed og modstandsdygtighed i Arktis.
