Tværsektoriel rehabilitering for personer med psykiske lidelser: Udforskning og sammenligning af juridiske rammer, organisering og anvendelse i Danmark, Grønland og Færøerne
Ph.D.-studerende: Sólja Thomina Petersen
Institution: Odense Universitetshospital, Datastøttecenteret for Personlig Medicin
Bevilget beløb: DKK 1.739.813
Projektbeskrivelse:
Psykiske lidelser bliver mere og mere udbredt på verdensplan. Inden for Rigsfællesskabet – som om-fatter af Danmark, Grønland og Færøerne – er antallet af psykiatriske hospitalsindlæggelser og ambulante besøg ligeledes steget de seneste år.
Selvom de tre lande deler dansk statsborgerskab og offentligt finansieret sundhedsvæsen, organiserer og regulerer Grønland og Færøerne deres sundhedsydelser efter Hjemmestyreloven. Denne decentralisering har medført forskelle i, hvordan rehabilitering af psykiske lidelser organiseres og koordineres på tværs af Rigsfællesskabet.
Personer med psykiske lidelser har ofte behov for støtte efter hospitalsindlæggelse for at genvinde funktionsevne og selvstændighed. Rehabilitering sigter mod at støtte dem med bl.a. at håndtere både fysiske og mentale udfordringer, skabe struktur i hverdagen, opbygge sociale relationer og få adgang til uddannelse og job.
Forskning viser, at tilgængelige og koordineret rehabilitering kan mindske risikoen for genindlæggelser og hjælpe den enkelte med at vende tilbage til hverdagen med øget funktionsniveau og større selvstændighed.
På trods af disse fordele varierer adgangen til rehabiliteringsydelser for psykiske lidelser betydeligt inden for Rigsfællesskabet – blandt andet som følge af forskelle i lovgivning, sundhedssystemer og servicelevering. Danmark har eksempel lovgivning, der giver ret til genoptræningsplan og udskrivningsaftale på baggrund af en lægelige vurdering, mens Grønland og Færøerne ikke har tilsvarende specifikke regler. Det medfører, at rehabiliteringsydelserne bliver usammenhængende, og at det kan være svært at koordinere hjælpen, når patienter skal overgå fra behandling på hospitalet til støtte i kommunen. Formålet med dette projekt er at undersøge og sammenligne, hvordan lovgivning og organisatoriske strukturer påvirker anvendelsen af rehabilitering for personer med psykiske lidelser i Danmark, Grønland og Færøerne. Ved at inddrage sundhedsprofessionelle og beslutningstagere vil projektet identificere barrierer og muligheder for at forbedre rehabiliteringsindsatsen i de tre lande.
Forskningen omfatter analyser af lovgivning og politikker, interviews samt registerdata om anvendelsen af rehabilitering efter psykiatrisk udskrivelse. Derudover undersøges forskelle i rehabiliteringsforløb ud fra sociodemografiske faktorer, samt om disse forskelle påvirker både anvendelsen af rehabilitering og risikoen for genindlæggelse.
Projektet gennemføres i tæt samarbejde med partnere fra hospitaler og kommuner i alle tre lande for at sikre, at resultaterne er relevante og anvendelige. Projektet har potentiale til at levere konkrete anbefalinger, der kan styrke koordineringen, kvaliteten og tilgængeligheden af rehabilitering for psykiske lidelser på tværs af Rigsfællesskabet. Resultaterne skal understøtte fremtidig politisk beslutningstagning ved at pege på nødvendige lovgivningsmæssige og strukturelle ændringer, der kan fremme lige adgang til rehabiliteringsydelser i Danmark, Grønland og Færøerne.
