Forskellige diskursers, styreformers og legitimitetens betydning for den gradvist øgede demokratisering i Grønland, gennem de seneste 150 år

Projektleder:
Klaus Georg Hansen

Fakultet / Forskningsinstitution:
Humaniora – Departementet for Finanser/ Grønlands Selvstyre

Titel:
Forskellige diskursers, styreformers og legitimitetens betydning for den gradvist øgede demokratisering i Grønland, gennem de seneste 150 år

Beskrivelse:
Resumé af afhandlingen, som er indleveret ved Aalborg Universitet, den 7. september, 2015:

Først diskuteres i kap. 2 socialkonstruktionisme, som afhandlingens grundlæggende videnskabsposition. Med udgangspunkt i en analyse af antropologen Jens Dahls (1946-) forskning, opstilles afhandlingens forskningsmål med analysen af forandringer i det grønlandske samfund.

Med afsæt i forskningsmålene opbygges i kap. 3, en model (Fig. 2) til illustration af sammenhænge mellem afhandlingens syv artikler. Ud fra figuren opstilles tre arbejdshypoteser og tre tilhørende forskningsspørgsmål, der leder frem til en problemformulering for afhandlingens kappe. Arbejdshypoteserne, forskningsspørgsmålene og problemformuleringen udgør sammen med de syv artikler, kernen i kappens syntetiserende analyser i kap. 6-8. de konkrete teoribeskrivelser og begrebsafklaringer udfoldes først efterfølgende i indledningen i hvert af de relevante kapitler.

I kap. 4 gennemgås de metoder, der er blevet benyttet gennem artiklerne. Metodologisk peges derpå ’mixed methods’ inden for ’grounded theory’, som den bedst rammende betegnelse for de anvendte fremgangsmåder.

Kap. 5 diskuterer Grønlands kolonihistorie. Indledningsvist skitseres et relativistisk syn på historie og historieskrivning. Ud fra den valgte definition på kolonialisme fremgår det, at Grønlands kolonitid, havde sin begyndelse i 1721, og at Grønland formelt fortsat er at betragte som en dansk koloni. Gennem en kobling af en begrebshistorisk (m.m.) beskrivelse, og en politisk historisk (m.m.) beskrivelse af Grønlandsk kolonitid, er der identificeret seks særskilte koloniale epoker. De seks epoker udgør en kolonihistorisk basis-reference for kappens syntetiserende analyser. Tre af overgangene mellem de koloniale epoker er identificeret som særligt markante brud. Det gælder bruddene i 1832, 1953 og i 1979.

Ud fra Michael Focaults forståelse af en diskurs, som en tids- og stedsafhængig sammenhængende forståelsesramme tager den syntetiserende analyse af diskurser i kap. 6, afsæt i Art. 1 og 3. Analysen identificerer fire distinktive siskurser og tre typer af diskursive brud. Af disse brud, er det ene et langvarigt, synkront brud mellem vestlig diskurs og inuitisk diskurs i det diskursive brud, der er skitseret i venstre side mellem Felt D og A i Fig. 2. De øvrige to diskursive brud, er diakrone brud. Det ene ses i 1830’erne, inden for vestlig diskurs. Det andet, er det langtrukne, diakrone diskursbrud mellem en fortidig rent inuitisk diskurs, og en nutidig inuitisk-vestlig hybrid-diskurs. Bruddet har skabt anormalitet i den grønlandske socialisering og er dermed medvirkende årsag til sociale frustrationer i dele af den grønlandske befolkning. Dette udgør en væsentlig samfundsmæssig udfordring nu til dags.

På basis af Art. 2, 4-7, foretages i kap. 7, en syntetiserende analyse af styreformer og medborgerskaber. Syv styreformer med forskellig status gennem de seneste 150 år, analyseres. Det drejer sig om teokrati, xenokrati, meritokrati, teknokrati, autokrati, ochlokrati og demokrati. Det brud, som findes in højre side mellem Felt B og C i Fig. 2, fremkommer; fordi nogle af styreformerne primært fungerer i privatsfæren, mens andre af styreformernes forskellige principper for godt medborgerskab, har indflydelse på nutidens praktisering af demokrati i Grønland. Dermed fremstår den aktuelle udformning af det grønlandske demokrati, som et hybrid-demokrati.

Kap. 8’s syntetiserende analyse af legitimitet inddrager Art. 6 og 7. Der er primært fokus på, at analysere den af legitimiteten, der kan kaldes den folkelige legitimitet, samt på situation, hvor der er oplevet ikke-legitimitet. De i kap. 5 tre identificerede særligt markante brud i styringen af Grønland – 1832, 1953 og 1979 – har rod i tre meget forskellige typer af ikke-legitimitet, henholdsvis delegitimitet, illegitimitet og ulegitimitet. Det er alene i processen, der resulterede i bruddet i styringen i 1979. at en grønlandsk folkelig legitimitetsvurdering har haft afgørende indflydelse på et særligt markant styringsbrud. Det er en af indikationerne på en gradvis øget demokratisering i Grønland.

I kappens konklusion peges på en differentiering mellem de analyserede diskurser og styreformer. Konklusionen er, at forskellige diskurser og styreformer gennem kolonitiden har udgjort et varierende filter, hvorigennem den folkelige legitimitet er kommet til udtryk. Det er kun ved det seneste af de tre identificerede særligt markante brud (i 1979), at den grønlandske folkelige legitimitet har spillet en afgørende rolle. Da det kunne være oplagt at udbygge den kvalitative analyse med en kvantitativ undersøgelse, er der som perspektivering skitseret et muligt udgangspunkt for en sådan kvantitativ undersøgelse, der skal have til formål at sætte målbare tal på graderne af folkelig tilslutning til de forskellige diskurser og styreformer, der er i spil i dagens Grønland.

Rapport og opgørelse:
Forskellige diskursers, styreformers og legitimiteters betydning for den gradvist øgede demokratisering i Grønland, gennem de seneste 150 år