Lokal læring og lokale kompetencer som ressourcer i folkeskolen
Projektleder:
Andreas Roed Otte
Fakultet / Forskningsinstitution:
Samfundsvidenskab / Institut for Læring, Grønlands Universitet
Titel:
Lokal læring og lokale kompetencer som ressourcer i folkeskolen
Beskrivelse:
Projektet har til formål at undersøge, hvordan man kan aktivere lokale kompetencer (formelle og uformelle) som læringsressourcer i den grønlandske folkeskole? Projektet har baggrund i en række erfaringer og rapporter, der påpeger mulighedsrummet og problematikker i forhold til læring, kompetencer og kompetenceudnyttelse i Grønland. Herunder Greenland Perspective’s rapport ”Sitting on Gold” fra 2016, hvor projektgruppen påpeger, at det grønlandske samfund besidder en stor uudnyttet ressource, i form af en befolkningsgruppe med uformelle kompetencer. Disse kompetencer kan tage form af kendskab til naturen i lokaleområder, færdigheder i kulturelle udtryk eller andre former for viden og teknisk kunnen, der ikke er valideret med et eksamensbevis eller et diplom. I folkeskolen har faggruppen Lokale Valg, som blev indført med folkeskolereformen af 2002, netop indeholdt et oplæg til inklusion af lokale kompetencer i undervisningen, og selvom dette oplæg ikke har været effektivt udført i folkeskoleregi, er der lokalt gjort erfaringer med inklusion af lokale uformelle kompetencer i undervisningen. Dette projekt har til formål at indsamle eksisterende erfaringer på området, og arbejde aktivt med at skabe nogle didaktiske designs og konkrete programmer for inklusion af lokale ressourcepersoner som læringsressourcer i folkeskolen.
Metoder for inklusion af samfundet og formidling overfor samfundet:
Projektet inkluderer udviklingsarbejder på 8 skoler i Grønland, med henblik på at skabe dynamik imellem lokalsamfundet og folkeskoleundervisningen. Desuden udnytter jeg altid løbende muligheder for formidling af projekter og forskning igennem sociale, lokale og nationale medier samt offentlige foredrag.