Forskningsfestival løber af stablen

Forskningsfestivalen Greenland Science Week byder på en perlerække af foredrag, fotoudstilling og film om grønlandsk forskning. Festivalen skal etablere nye mødesteder mellem forskere og borgere samt sætte fokus på, hvordan forskning og innovation kan være med til at løse samfundets udfordringer.

Pressemeddelelse 4. november 2021

Forskningsfestivalen Greenland Science Week er klar med et sprængfyldt program. Narhvaler, Verdensarv, krydstogtturisme og grøn omstilling er blot nogle af temaerne for festivalens mange aktiviteter, som i år arrangeres i både Nuuk, Sisimiut, Sarfannguit og Kangerlussuaq 3.-12. november 2021.

Forskningsfestivalen er skabt i et partnerskab mellem en lang række institutioner i Nuuk og Sisimiut, med det fælles mål at formidle den nyeste viden og forskning til et bredt publikum.

”Der er sammensat et spændende program for alle aldre med alsidige arrangementer, som fejrer forskningen, og lader borgere møde forskningen på nye, udfordrende og eksperimenterende måder. Med Greenland Science Week vil vi bidrage til at gøre forskning tilgængelig, relevant og interessant for samfundet, og til at forskningsresultater bliver omsat til praksis, fortæller Josephine Nymand, formand for Grønlands Forskningsråd, som er med til at organisere festivalen.

Foredrag, fotoudstilling og filmprogram

Forskningsresultater er meget mere end videnskabelige artikler i støvede tidsskrifter. De kan også bringes til live gennem forskernes egne fotos, film og inspirerende foredrag.

Billeder og film fra forskningens verden kan tryllebinde og fungere som en visuel indgang til historien bag et specifikt forskningsprojekt. Derfor er der til dette års Greenland Science Week sammensat en fotoudstilling og et filmprogram, som formidler forskningen på en anden måde end de mange ord, der normalt bliver brugt til at forklare det ofte komplekse stof.

Grønlandsforskere fra nær og fjern vil dele deres nyeste forskningsresultater i en perlerække af foredrag, og diverse seminarer og workshops samler input til forskernes næste forskningsspørgsmål, og lægger op til diskussion om, hvordan forskning og innovation kan være med til at løse samfundets udfordringer.

Alle festivalarrangementer er gratis at deltage i. Programmet kan findes på Greenland Science Weeks hjemmeside www.scienceweek.gl

Forskningsfestivalen sponsoreres af Grønlands Forskningsråd, Arctic Hub, Ilisimatusarfik, Grønlands Klimaforskningscenter, Arctic DTU – Ilinniarfeqarfik Sisimiut, Carlsbergfondet, Royal Greenland, Kommuneqarfik Sermersooq og Qeqqata Kommunia.

Om Greenland Science Week

Greenland Science Week (GSW) er et multidisciplinært forskningsarrangement og platform for forskningsformidling i Grønland. Platformen faciliterer networking, vidensdeling og samarbejder mellem grønlandske og internationale forskere, vidensinstitutioner, forskningsinteressenter, virksomheder, forvaltninger og den brede befolkning.

GSW består af en to-dages konference ”Arctic Research Days” og en forskningsfestival i Sisimiut og Nuuk. GSW blev for første gang afholdt i Nuuk i 2019.

Institutioner bag Greenland Science Week: Grønlands Forskningsråd, Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet, Pinngortitaleriffik – Grønlands Naturinstitut, Grønlands Klimaforskningscenter, Asiaq – Greenland Survey, Arctic DTU – Ilinniarfeqarfik Sisimiut, AAU Arctic, Arctic Hub, Kommuneqarfik Sermersooq og Qeqqata Kommunia.

Kontaktoplysninger

Maliina Jensen, sekretær, Grønlands Forskningsråd, e-mail: malj@nanoq.gl, tlf. 222090

Del på facebook
Facebook
Del på email
Email
Scroll til toppen