Mitdlarak Lennert bliver ny forkvinde for Grønlands Forskningsråd

Mitdlarak Lennert er udpeget som ny forkvinde for Grønlands Forskningsråd af Naalakkersuisut. Hun skal stå i spidsen for rådets arbejde med at styrke udviklingen af grønlandsk forskning.

Udgivet 8. marts 2024

Naalakkersuisut har udpeget 8 medlemmer til Grønlands Forskningsråd for en 3-årig periode. Mitdlarak Lennert er valgt som ny forkvinde.

De nye rådsmedlemmer er:

    • Mitdlarak Lennert (forkvinde), selvstændig konsulent og ekstern underviser ved Ilisimatusarfik
    • Gert Mulvad, regionslæge ved Det Grønlandske Sundhedsvæsen (genudpeget)
    • Inoqut Kristensen, investment manager og analytiker ved Nalik Ventures
    • Kirsty Langley, forsker ved Asiaq – Greenland Survey
    • Lorenz Meire, seniorforsker ved Grønlands Klimaforskningscenter ved Grønlands Naturinstitut
    • Louise Sandberg Sørensen, seniorforsker ved DTU Space, tilknyttet Arctic DTU – Ilinniarfeqarfik Sisimiut
    • Rasmus Leander Nielsen, lektor og leder af Nasiffik – Center for Udenrigs- & Sikkerhedspolitik ved Ilisimatusarfik
    • Vivi Noahsen, arkivleder ved Grønlands Nationalmuseum & Arkiv

Naalakkersuisoq for Selvstændighed og Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt udtaler:

– Siden 2014 har Grønlands Forskningsråd spillet en vigtig rolle iht. loven om at fremme og styrke udviklingen af grønlandsk forskning til gavn for vores samfund og land. På vegne af Naalakkersuisut skal jeg takke det afgående råd for deres indsats, og byde velkommen til det nye råd. Grønlands Forskningsråd har til opgave at rådgive Naalakkersuisut og departementerne hvad angår forskning. Jeg ser frem til samarbejdet med de nyudpegede medlemmer og siger tak for indstillingerne indsendt af institutioner og virksomheder.

Mitdlarak Lennert er selvstændig konsulent og har en universitetsbaggrund i samfundsvidenskab med fokus på forvaltningen af den grønlandske folkeskole og reformprocesser. Mitdlarak Lennert overtager posten fra Josephine Nymand, der har været forkvinde for Grønlands Forskningsråd fra 2017-2023.

I forbindelse med udpegningen udtaler Mitdlarak Lennert:

– Grønlands første nationale forskningsstrategi blev vedtaget for lidt over et år siden. Naalakkersuisut har med forskningsstrategien fastlagt de politiske visioner og målsætninger på forskningsområdet, og det er disse målsætninger, forskningsrådet skal være med til at realisere. Jeg glæder mig til som forkvinde at arbejde for at styrke rammerne omkring forskning og forskningsrådet.

Grønlands Forskningsråd udmønter de nationale forskningsmidler og rådgiver beslutningstagere og interessenter i forskningsfaglige og forskningspolitiske spørgsmål. Rådet skal desuden medvirke til at fremme grønlandsk deltagelse i internationalt forskningssamarbejde og styrke forskningsformidling.

Rådet kunne i 2023 fejre 10-års jubilæum siden oprettelsen af Inatsisartutlov nr. 5 af 29. november 2013 om forskningsrådgivning og bevilling af forskningsmidler.

Yderligere oplysninger

Pressehenvendelser kan rettes til rådssekretær Maliina Jensen, tlf. (+299) 361200, e-mail: maje@nis.gl 

Facebook
Email
Scroll to Top